Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Cras sollicitudin, tellus vitae condimentum egestas, libero dolor auctor tellus, eu consectetur neque.

Press enter to begin your search

Biografi

#1

Ud af en tryg skygge

Jeg tiltrak min første store kærlighed, ved at spille fingerspillet til “Rose”. Sangen er for mig magisk, og et altid kærkomment bud, når stemningen skal være helt intim og særlig. Han var guitarist og stadig imponeret. Jeg var 16, næsten aldrig kysset, kejtet, forvirret og usikker.
Han var imponeret over tommelfingerens skiftende bastoner, flowet, letheden i det.
Fingerspillet lærte jeg i vores havestue, da vi boede i parcelhuset ved Arresøen. Lisa vores schæferhund lå som sædvanligt under det gamle skrivebord, Mille, min tanke-ven og kat var nok også tilstede. Eller også var den ude og fange en mus, som den yndede at servere for mig.
Min far viste mig det, og for en gang skyld øvede jeg mig på noget lidt længere, end jeg normalt gad at dvæle ved noget som helst.

Det har fulgt mig hele vejen. Fingerspillet. Da jeg I starten af 20’erne var kommet ind på Rytmisk Musikkonservatorium, var der en, der sagde “ Du har da vist lyttet til Joni Mitchell… Det havde jeg aldrig. Men jeg havde lyttet til min far, som nok havde lyttet til Joni, men i højere grad Donovan og Dylan. Og som mine ører langsomt begyndte at åbne sig ud mod verden, forstod jeg, at fingerspillet ikke helt var min fars opfindelse.

“Hvordan er det at være Sebastians datter? Ja du er sikkert blevet spurgt om det tusind gange… det må også være irriterende, at få det spørgsmål igen og igen. Men… hvordan er det så?”

En ting er sikkert. Jeg er så småt ved at finde ud af hvordan det er ikke at være Sebastians datter. Jeg mener, for en gangs skyld kan jeg mærke, at der er så meget andet for mig at gribe fat i, end den fortælling: Fortællingen om kunstnerbarnet, der skal lære at finde sig selv, sin egen stemme, når tusind øjne er rettet mod den lidt for pæne facade. Hvordan blive elsket? Osv osv.

Det var en aften på et hotelværelse i London. Måske 5 kvadratmeter. Et vindue med udsigt til en mur et par meter væk. Jeg var blevet inviteret af Tina Dickows manager. Han havde hørt et eller andet i min stemme, og noget i min melodik. Men teksterne var der ikke endnu. Udtrykket ikke klart. Han ville have mig til at co-write med nogle af dem Tina skrev med. Jeg var pisse-angst. Blev så syg på vej i flyet, kastede op, og lå og rystede på et lufthavnshotel et døgn derpå. Ren angst. Lille Sara, alene ude i verden. Men den aften – alene i et rum -skrev jeg en sang, som vel stadig er en af mine bedste. Travel the World. På mit debutalbum “Blueberries”, men også brugt i flere reklamer og Hella Joofs film All Inclusive. Når jeg tænker på den nu, er det klart. Teksten rummer et kæmpe håb om at turde springe ud i verden. At indtage den, sanse den på godt og ondt. “I will climb the highest mountain, search in my soul, I will swim the bluest ocean, dive into every hole…” og det er netop det sangene kan. Pludselig kan de afsløre vores inderste længsel og forudsige årtier frem. Jeg har forudsagt brud og skæbnesvangre hændelser i sange og først blevet klar over det senere. Selvfølgelig. Det er jo det ubevidste der arbejder igennem det bevidste. Der er så mange lag. Det er det smukke.

Så her I mit 39. År: To børn, et ægteskab, en skilsmisse og et hav af koncerter og teaterforestillinger I en pærevælling af fantastiske og ikke mindst erfaringsskabende samarbejder, er jeg så småt ved at tage hul på en ny beretning. Mit eget fingerspil. Et enklere et, der er ved at vikle sig ud af alt det indviklede. Det burde ikke være så svært. Men det er det. Hver dag skal der arbejdes, så jeg ikke falder tilbage i en gammel rille, som fx “Nej det er ikke irriterende… det skal du da endelig spørge om… for mig har det ikke været nogen hæmsko…jeg har taget det som en gave, og du skal huske på, jeg har jo aldrig prøvet andet osv…osv”.

Sandheden er mere enkel. Det har ikke været let. Men så dejligt lettende det er at sige det højt!

Spørg mig om kirkerum, om koncertrummets særegne åndedrag, om alkymien indeni os, når en sceneoptræden skal gribe os, fortælle en følelse, en stemning, et liv. Om poesien i et ord og en tone, om overtoner og klangens mystiske væsen, så kan vi snakke… om den jeg er ved at finde ind til, om det der virkelig rører sig, og i al sin enkelhed klinger -inden i mig.