Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Cras sollicitudin, tellus vitae condimentum egestas, libero dolor auctor tellus, eu consectetur neque.

Press enter to begin your search

Til minde om Sanne…

Sara Grabow / Det jeg har på hjerte  / Til minde om Sanne…

Til minde om Sanne…

(Herover en version af den ene af de to sange jeg skrev ud fra Sannes tekster. “Ind og ud af verdener” var den første og den passede ikke helt i stilen til EneRums projektet. Den findes altså kun her)

 

Jeg havde aldrig følt det mere meningsfyldt at stå med den guitar”

Kære Sanne, du er her ikke længere, men jeg tænker tit på dig, og det jeg lærte af dig. Jeg tænker på det med ærligheden, som du stod så klart og tydeligt for, og jeg prøver at bære det videre i musikken. Jeg fortæller din historie og spiller sangen “Stilhed”, som er inspireret af din tekst. Folk blir rørt, blanke øjne og tårer der triller, som da vi lavede vores koncertforedrag. Jeg skal skrive en artikel om vores møde til et norsk blad, der hedder Omsorg. De har en eller anden tilknytning til palliative team, som jeg ikke helt forstår endnu. Jeg kan huske, da du snakkede om palliative team, og jeg forestillede mig en udrykningsenhed a la rejseholdet; En stor lastbil med kontor, forhørslokaler og sekretærer indeni, der kører rundt for at redde de døende. Eller ikke “redde”, for det forstod jeg; Det er for dem, der virkelig er ved at dø af deres sygdom. Forsøget på at få den rest liv, der er tilbage til at blive så kvalitets-rig som mulig. Smuk, om muligt. Alle i palliative team og i sygehusvæsenet elskede dig og Dan og jeres 3 små børn, fordi I ville tale, og fordi I tog ansvar. Men tilbage til vores møde…og til artiklen…

Tiden har sine egne baner

Sit eget tempo sin egen substans

Det er ikke til at fatte

(Fra sangen Ind og ud af verdener, teksten er fra Sannes dagbog)

Jeg fik en lidt besynderlig opringning. En veninde til kræftsyge Sanne forespurgte på en koncert til en afskedsfest. En fest, hvor Sanne skulle sige ordentligt farvel til sine nærmeste og hylde livet. Sanne ønskede sig musik til festen, og hun havde tidligere hørt mig spille min fars (Sebastian) sange. Det var “musik for sjælen”, sagde hun. Jeg kan huske hende fra koncerten dengang. Hun og en veninde købte en CD og takkede for oplevelsen. Jeg husker, at hun havde et særligt liv i sine øjne og et tørklæde om hovedet.

Opringningen kom på et kritisk tidspunkt. Jeg var lige blevet skilt, og det var lidt problematisk, for min (nu -eks)mand var også min partner i musikken. Men vi tog jobbet. Det føltes vigtigt og tingene blev sat i perspektiv.

Vi blev mødt af en overrumplende og imødekommende Sanne. “Ihhh hvor er det dejligt I ville komme! Ja, det er er selvfølgelig en underlig situation for jer det her, men vi ER så glade for I ville komme” Sanne viste os ind i et backstage, og forklarede, at hun om et øjeblik ville holde en tale, og at hun nok ville komme til at græde, men det var vigtigt for hende, at folk kunne grine og græde, som de ville på denne dag. Hun satte ord på. Hun tog ansvar og gav plads til underligheden og sorgen. Vi spillede, og ordene fik en helt ny betydning. Det var svært at synge tekster som “Jeg trøster mig og tager en flaske til… det føles uhelbredeligt som cancer…” fra min fars sang Linedanser. Nogle græd. Mange var helt stive af sorg. De havde ikke lyst til at fejre livet, som Sanne indbød til. Der var nogle venner, der lavede et trylleshow bagefter. Sanne havde ønsket sig det. Det var forløsende. Sjovt. Der blev grinet. Men også underligt. Trylle, trylle om lidt er du væk, lå som en undertekst, følte jeg. Det var næsten ikke til at bære.

Jeg har glæde, jeg har sorg, jeg har kvalme

Et sekund vil jeg dele, det næste: pak mig væk

Væk fra at mærke

(Fra sangen Ind og ud af verdener)

Jeg tog mod til mig og inviterede Sanne til København nogle måneder senere. Jeg skulle medvirke i en teaterkoncert, og inviterede Sanne og Dan til premieren. “Hvis du nu har det godt…?” Nogle måneder senere hørte jeg fra Sanne igen. Hun og Dan ville gerne komme.

Vi mødtes lidt før på deres hotel. Det var mærkeligt. Sanne virkede ikke rigtig syg. Jeg kunne se nogle lidt mørke render under øjnene, men hun virkede så glad og levende. Og Dan virkede meget fattet. Samtidigt turde de sætte ord på, at det føltes kejtet og fremmed, det her med at leve den sidste tid.

Sanne fortalte, at hun skrev dagbog. At hun havde skrevet under hele forløbet. Om jeg ville læse noget af det? Måske det kunne bruges til musik? Jeg følte mig meget beæret, og takkede med det samme ja.

Sanne sendte nogle tekster på mail. Jeg følte mig ramt af formen. Den mindede så meget om min egen dagbogsform. Måske med det til fælles, at ordene desperat søger efter en mening. Som vilde hunde på jagt efter noget, der kan stille sulten.

Jeg var selv i en livskrise. Udover min skilsmisse handlede det om mit kreative rum, som jeg ikke kunne finde. Jeg turde ikke finde det. Jeg følte mig ikke god nok. Så mange stemmer fra musik og teaterbranchen skræppede konstant i mit øre. “Det er ikke godt nok. Der er ingen, der vil kunne lide det! Du er talentløs!” Jeg prøvede at skrive sange, men det føltes meningsløst, alt blev censureret, og jeg fik aldrig skrevet mere end to linjer.

Med Sannes tekst i hænderne var der noget, der ikke tålte censur. Der var er en reel angst. Angsten for det, ingen tør italesætte; Døden. Ordene turde tale, fordi det blev livsnødvendigt at forstå! Mine mange tanker og mindreværd blev gjort til skamme. Her sad jeg med et talent, som jeg forspildte af angst for andres dom. Der stod Sannes ord så lynende klare, fordi de så gerne ville leve!

Med udgangspunkt i Sannes tekster, kom jeg i gang med at skrive. Jeg fik en dør ind til de store spørgsmål i livet, som jeg ikke selv havde turdet skrive om, for hvad kunne jeg vide om det?

Vi mødtes igen. Det blev til samtaler om de store ting. Om livet og døden. Hvad livet skal indeholde, og hvad der sker efter døden. Men mest af alt om ærlighed. Det at turde sige hvordan man har det. Tale om det skrøbelige.

Sanne fortalte om det splittede liv: hospitalslivet, lægerne, psykologerne på den ene side og dagligdagen på den anden. Børnene, der skulle i institution, madlavning, arbejde til en vis grad. Hun fortalte om den hændelse, der gjorde hele forskellen for hende og Dan.

Hun havde hemmeligholdt et resultat af en prøve, og Dan fandt ud af det af omveje. Han slog benhårdt ned. “Hvis vi skal være i det her sammen, så er vi ærlige. 100 procent. Hele tiden”. Sådan blev det.

Vi holder hinanden i hånden

Vi kører afsted uden at vide hvorhen

Et sted hen for at mærke en ny verden

(Fra sangen Ind og ud af verdener)

Vi besluttede at lave et koncertforedrag, hvor Sanne læste op af sin dagbog, og fortalte om ærligheden igennem processen. Om hvordan det havde gjort tingene så meget lettere for dem, der skulle hjælpe. Sygehusvæsenet, palliative team osv., og dermed i sidste ende gjort det nemmere for familien. Selvom intet selvfølgelig var nemt. Men det blev til at være i. Ind i mellem skulle jeg spille sange.

Jeg skrev to sange inspireret af Sannes tekst.

Ordene fik gang i min melodik. Budskabet var autentisk, ærligt og vigtigt, og så flød musikken helt af sig selv.

Jeg kunne mærke nødvendigheden igen. Vi nåede at lave tre koncertforedrag. Sanne fortalte og læste op, og jeg spillede. Det var helt akustisk. Aldrig havde jeg følt det mere meningsfyldt at stå med den guitar. Jeg kan huske, jeg tænkte: “Blir det for trist? Skal jeg lige spille Den lille Malkeko for at få stemningen op?” Men vi blev i det, og folk meldte tilbage: Det føltes rart at få lov til at sørge. At blive i rummet med alle følelserne. Virkelig at mærke det. At græde. Men også le i blandt for Sanne var en glimrende formidler, hun var lærer af profession, hun havde sans for fortællingen, og så var hun let i humøret. Hun smittede med sin livlige gestik og latter.

Det sidste foredrag lavede vi på Herning hospital. Vi skulle gå ad nogle lange gange i kælderen for at nå hen til foredragssalen. Det var først der det gik op for mig, at Sanne virkelig var syg. Hun stavrede afsted på haltende ben og helt skæv i ryggen, imens hun ivrigt talte om foredraget, og afviste alle forslag om kørestol eller en hjælpende hånd.

Jeg lænede mig op af Sanne, fordi hun havde autenciteten. Senere, da hun lå på sit dødsleje, fik hun mig til at forstå, at livet er for kort til at tvivle på sin egen berettigelse. Vi har alle en stemme, der har ret til at blive hørt. Så længe det er ærligt, vil det altid finde frem til de hjerter, der er klar til at modtage. Det er ikke kvantiteten, men kvaliteten, der er det væsentlige. At man har turdet at leve, som den man er.

 

 

 

 

 

 

 

Fra Sannes dagbog:

22. juni, 2015

Jeg vågnede ved regnen, alt var gråt, det var dejligt, kender I det?

Jeg har i dag ikke haft et dårligt øjeblik. Alting har været noget jeg har nydt. Det er som om, at jeg har virkelig meget at fortælle, men jeg kan ikke helt finde hoved og hale i det. Jeg mister mit hår om et øjeblik, jeg stod under bruseren, havde lidt travlt, skyndte mig med shampooen, og pludselig var hånden fuld af hår, skrækken jog igennem mig, jeg stoppede min hårvask, skyllede mig, gik ud og duppede ganske forsigtigt mit hoved tørt. Orker ikke at det falder af nu, skal til afslutning med 9. Klasse i morgen, og vil gerne bare lige se normal ud en enkelt dag mere.

Jeg ønsker mig noget. Jeg har et ønske. Jeg vil gerne have et år. Et år hvor jeg har det godt. Jeg vil gerne tage hver årstid ind, hver stund, og glædes med min familie.

Jeg tager nuet ind. Som et åndedrag. Tænk at ønske sig 365 dage, tænk, at jeg den 15. April, troede at jeg havde et uendeligt antal dage, at jeg skulle se mine piger blive studenter, Dan og jeg havde jo aftalt at vi skulle være sådan nogle irriterende forældre, der skulle trylle, når Astrid kom med klassen og skulle spise jordbær og drikke øl.

Jeg vil have et år mere. Med Dan, med børnene, med jer.

Sanne døde d. 20 juni 2016

 

 

Stilhed

Rummets toner stiger op

finder vejen mod min krop

og vi danser tæt igen

og vi mister pusten

kan du høre græsset gro

falder hjertet mon til ro

rummets toner i min krop

inderst inde stiger op

kære stilhed vennen min

gi mig plads -ta mig hjem

som et favntag vennen min

sænker sig -mørke hold mig

 

Sara Grabow

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.