Store Release-dag!

Jeg skal konkurrere med min far, som udgiver “Sange til Drømmescenariet” i dag. Jeg medvirker på et par sange: Ih du milde Maja og Sangen om Barmhjertighed -og det er jo dejligt!!:)

Men vigtigere for mig er The Haiku Projects “Nebula”, som også udkommer i dag! “Nebula” er musiker Henrik Hytteballes og mit forsøg på at lave musik til menneskesjælen med udgangspunkt i de grundelementer vores verden er skabt af. Vi ønsker at vække sanserne og kroppen til en forståelse af at vi er skabt af de samme elementer og dermed styrke lysten til at passe bedre på hinanden -mennesker og jord. Henrik har skabt musikken -Jeg har sunget og improviseret melodi og tekster frem.

Prøv også “Nebula” til dans og fantasti-rejser gennem stuen. Jeg har gode erfaringer herfra med mine unger!

EneRum. Et halvt år efter Release.

EneRum blev for mig ikke blot en udgivelse med nogle sange, men en helt ny måde at tænke og virke på. Det er helt tydeligt for mig, at jeg kan klare mig uden en kommerciel og pengefokuseret branche, og jeg kan dermed fastholde at spille præcis de koncerter jeg vil, og på den måde jeg ønsker det. Det er den fedeste fornemmelse, og jeg er så glad for, at der er folk derude, der ønsker at høre mit budskab om hvad musik og legen med lyd, klang og stilhed har gjort af mirakler for mig.

Jeg føler en KÆMPE taknemmelighed over at have spillet så mange og så forskellige steder. Jeg har fået en masse erfaring og ønsker bare at få endnu mere og gå endnu mere i dybden med at undersøge koncertrummet. Jeg synes feltet omkring den aleneoplevelse man har, der smelter sammen med en fællesoplevelse er sindssygt spændende! Tak for et væld af smukke møder. Tak til alle de, der var med til at gøre det muligt!

Et udpluk -Fra Frimurerlogen til afmagnetiserings-stationens loft!

Mit dogme om at spille helt akustisk gav mig en kende røde ører, da jeg skulle spille for 150 frimurere i Randers. Før mig var der et foredrag. Det var fuldt mic’et op, men der var problemer med lyden. Feed og støj prægede ordene og flere af de ganske grå, høreapparatsbetjente toppe protesterede mod det de troede var mangel på lyd. “Højere!!”.

En anspændthed spredte sig i rummet. Det blev min tur. Jeg holdt vejret for rummet, idet jeg besluttede at være stille en stund. Alle skærpede opmærksomheden. Jeg forklarede, at jeg ønskede at lade rummet tale sit eget ærlige sprog. Ingen filtre i form af forstærkning. Bare lyden, som den er.

Jeg spillede og fortalte. Man kunne høre selv en knappenål falde til jorden. Roen bredte sig. De lyttede. De accepterede. De tog det ind. Bagefter sagde nogle: “Utroligt som din stemme voksede igennem rummet. Så fin og alligevel så kraftfuld”. Jeg kunne ikke få armene ned. Det her var beviset. Det er muligt at få selv de døve til at høre!

Kirkerne har en særlig plads i mit hjerte og jeg fik i den grad udforsket et særligt rum, da jeg spillede i Maria Hjerte Kirke på Sostrup Slot. Halvdelen af kirken har fladt loft, den anden halvdel har stor højde op til hvælvinger. Klangen rigtig lang. Der er der en kæmpe lyttemæssig forskel på at sidde på kirkebænkene under halvtaget og dem i det åbne rum. Jeg bevægede mig rundt til forskellige stationer i kirken, men efter nogle sange fik jeg også publikum til at flytte sig fra de bageste sæder frem til det store klangrum. Forskellen var stor fortalte folk bagefter. Under halvtaget blev det intimt og guitaren fremstod klarere. I det åbne rum fungerede stemmen bedst med lange strofer, som til gengæld blev himmelåbnende smukke (blev der sagt:-)).

En gammel drøm om at spille under jazz-festivalen blev opfyldt, da jeg spillede til Teaterøens stemme-festival. Det foregik på en afmagnetiseringsstation, som ligger alleryderst på Refshaleøen. Noget med skibe, der i gamle dage skulle afmagnetiseres(!?) En smuk gammel træbygning, med flere sale og rum. Jeg havde fået tildelt loftet til min koncert. Jeg synes loftet appellerede til det hemmelighedsfulde og derfor blev det en slags okkult koncert, hvor folk undervejs kunne vælge sig et Tarot-kort. Klap imellem numrene var bandlyst. De tørre, sauna-agtige træ-vægge gav en intens og varm stemning. Vinden hylede i vinduerne, det var så varmt at de blev nødt til at være åbne. Alle tog et Tarot-kort undervejs, gik musestille, en efter en, i de klapløse pauser mellem sangene, og der blev en skøn leben efter koncerten, hvor folk forsøgte at tyde kortene!

foto: Kasia Køhler Larsen

Til minde om Sanne…

(Herover en version af den ene af de to sange jeg skrev ud fra Sannes tekster. “Ind og ud af verdener” var den første og den passede ikke helt i stilen til EneRums projektet. Den findes altså kun her)

 

Jeg havde aldrig følt det mere meningsfyldt at stå med den guitar”

Kære Sanne, du er her ikke længere, men jeg tænker tit på dig, og det jeg lærte af dig. Jeg tænker på det med ærligheden, som du stod så klart og tydeligt for, og jeg prøver at bære det videre i musikken. Jeg fortæller din historie og spiller sangen “Stilhed”, som er inspireret af din tekst. Folk blir rørt, blanke øjne og tårer der triller, som da vi lavede vores koncertforedrag. Jeg skal skrive en artikel om vores møde til et norsk blad, der hedder Omsorg. De har en eller anden tilknytning til palliative team, som jeg ikke helt forstår endnu. Jeg kan huske, da du snakkede om palliative team, og jeg forestillede mig en udrykningsenhed a la rejseholdet; En stor lastbil med kontor, forhørslokaler og sekretærer indeni, der kører rundt for at redde de døende. Eller ikke “redde”, for det forstod jeg; Det er for dem, der virkelig er ved at dø af deres sygdom. Forsøget på at få den rest liv, der er tilbage til at blive så kvalitets-rig som mulig. Smuk, om muligt. Alle i palliative team og i sygehusvæsenet elskede dig og Dan og jeres 3 små børn, fordi I ville tale, og fordi I tog ansvar. Men tilbage til vores møde…og til artiklen…

Tiden har sine egne baner

Sit eget tempo sin egen substans

Det er ikke til at fatte

(Fra sangen Ind og ud af verdener, teksten er fra Sannes dagbog)

Jeg fik en lidt besynderlig opringning. En veninde til kræftsyge Sanne forespurgte på en koncert til en afskedsfest. En fest, hvor Sanne skulle sige ordentligt farvel til sine nærmeste og hylde livet. Sanne ønskede sig musik til festen, og hun havde tidligere hørt mig spille min fars (Sebastian) sange. Det var “musik for sjælen”, sagde hun. Jeg kan huske hende fra koncerten dengang. Hun og en veninde købte en CD og takkede for oplevelsen. Jeg husker, at hun havde et særligt liv i sine øjne og et tørklæde om hovedet.

Opringningen kom på et kritisk tidspunkt. Jeg var lige blevet skilt, og det var lidt problematisk, for min (nu -eks)mand var også min partner i musikken. Men vi tog jobbet. Det føltes vigtigt og tingene blev sat i perspektiv.

Vi blev mødt af en overrumplende og imødekommende Sanne. “Ihhh hvor er det dejligt I ville komme! Ja, det er er selvfølgelig en underlig situation for jer det her, men vi ER så glade for I ville komme” Sanne viste os ind i et backstage, og forklarede, at hun om et øjeblik ville holde en tale, og at hun nok ville komme til at græde, men det var vigtigt for hende, at folk kunne grine og græde, som de ville på denne dag. Hun satte ord på. Hun tog ansvar og gav plads til underligheden og sorgen. Vi spillede, og ordene fik en helt ny betydning. Det var svært at synge tekster som “Jeg trøster mig og tager en flaske til… det føles uhelbredeligt som cancer…” fra min fars sang Linedanser. Nogle græd. Mange var helt stive af sorg. De havde ikke lyst til at fejre livet, som Sanne indbød til. Der var nogle venner, der lavede et trylleshow bagefter. Sanne havde ønsket sig det. Det var forløsende. Sjovt. Der blev grinet. Men også underligt. Trylle, trylle om lidt er du væk, lå som en undertekst, følte jeg. Det var næsten ikke til at bære.

Jeg har glæde, jeg har sorg, jeg har kvalme

Et sekund vil jeg dele, det næste: pak mig væk

Væk fra at mærke

(Fra sangen Ind og ud af verdener)

Jeg tog mod til mig og inviterede Sanne til København nogle måneder senere. Jeg skulle medvirke i en teaterkoncert, og inviterede Sanne og Dan til premieren. “Hvis du nu har det godt…?” Nogle måneder senere hørte jeg fra Sanne igen. Hun og Dan ville gerne komme.

Vi mødtes lidt før på deres hotel. Det var mærkeligt. Sanne virkede ikke rigtig syg. Jeg kunne se nogle lidt mørke render under øjnene, men hun virkede så glad og levende. Og Dan virkede meget fattet. Samtidigt turde de sætte ord på, at det føltes kejtet og fremmed, det her med at leve den sidste tid.

Sanne fortalte, at hun skrev dagbog. At hun havde skrevet under hele forløbet. Om jeg ville læse noget af det? Måske det kunne bruges til musik? Jeg følte mig meget beæret, og takkede med det samme ja.

Sanne sendte nogle tekster på mail. Jeg følte mig ramt af formen. Den mindede så meget om min egen dagbogsform. Måske med det til fælles, at ordene desperat søger efter en mening. Som vilde hunde på jagt efter noget, der kan stille sulten.

Jeg var selv i en livskrise. Udover min skilsmisse handlede det om mit kreative rum, som jeg ikke kunne finde. Jeg turde ikke finde det. Jeg følte mig ikke god nok. Så mange stemmer fra musik og teaterbranchen skræppede konstant i mit øre. “Det er ikke godt nok. Der er ingen, der vil kunne lide det! Du er talentløs!” Jeg prøvede at skrive sange, men det føltes meningsløst, alt blev censureret, og jeg fik aldrig skrevet mere end to linjer.

Med Sannes tekst i hænderne var der noget, der ikke tålte censur. Der var er en reel angst. Angsten for det, ingen tør italesætte; Døden. Ordene turde tale, fordi det blev livsnødvendigt at forstå! Mine mange tanker og mindreværd blev gjort til skamme. Her sad jeg med et talent, som jeg forspildte af angst for andres dom. Der stod Sannes ord så lynende klare, fordi de så gerne ville leve!

Med udgangspunkt i Sannes tekster, kom jeg i gang med at skrive. Jeg fik en dør ind til de store spørgsmål i livet, som jeg ikke selv havde turdet skrive om, for hvad kunne jeg vide om det?

Vi mødtes igen. Det blev til samtaler om de store ting. Om livet og døden. Hvad livet skal indeholde, og hvad der sker efter døden. Men mest af alt om ærlighed. Det at turde sige hvordan man har det. Tale om det skrøbelige.

Sanne fortalte om det splittede liv: hospitalslivet, lægerne, psykologerne på den ene side og dagligdagen på den anden. Børnene, der skulle i institution, madlavning, arbejde til en vis grad. Hun fortalte om den hændelse, der gjorde hele forskellen for hende og Dan.

Hun havde hemmeligholdt et resultat af en prøve, og Dan fandt ud af det af omveje. Han slog benhårdt ned. “Hvis vi skal være i det her sammen, så er vi ærlige. 100 procent. Hele tiden”. Sådan blev det.

Vi holder hinanden i hånden

Vi kører afsted uden at vide hvorhen

Et sted hen for at mærke en ny verden

(Fra sangen Ind og ud af verdener)

Vi besluttede at lave et koncertforedrag, hvor Sanne læste op af sin dagbog, og fortalte om ærligheden igennem processen. Om hvordan det havde gjort tingene så meget lettere for dem, der skulle hjælpe. Sygehusvæsenet, palliative team osv., og dermed i sidste ende gjort det nemmere for familien. Selvom intet selvfølgelig var nemt. Men det blev til at være i. Ind i mellem skulle jeg spille sange.

Jeg skrev to sange inspireret af Sannes tekst.

Ordene fik gang i min melodik. Budskabet var autentisk, ærligt og vigtigt, og så flød musikken helt af sig selv.

Jeg kunne mærke nødvendigheden igen. Vi nåede at lave tre koncertforedrag. Sanne fortalte og læste op, og jeg spillede. Det var helt akustisk. Aldrig havde jeg følt det mere meningsfyldt at stå med den guitar. Jeg kan huske, jeg tænkte: “Blir det for trist? Skal jeg lige spille Den lille Malkeko for at få stemningen op?” Men vi blev i det, og folk meldte tilbage: Det føltes rart at få lov til at sørge. At blive i rummet med alle følelserne. Virkelig at mærke det. At græde. Men også le i blandt for Sanne var en glimrende formidler, hun var lærer af profession, hun havde sans for fortællingen, og så var hun let i humøret. Hun smittede med sin livlige gestik og latter.

Det sidste foredrag lavede vi på Herning hospital. Vi skulle gå ad nogle lange gange i kælderen for at nå hen til foredragssalen. Det var først der det gik op for mig, at Sanne virkelig var syg. Hun stavrede afsted på haltende ben og helt skæv i ryggen, imens hun ivrigt talte om foredraget, og afviste alle forslag om kørestol eller en hjælpende hånd.

Jeg lænede mig op af Sanne, fordi hun havde autenciteten. Senere, da hun lå på sit dødsleje, fik hun mig til at forstå, at livet er for kort til at tvivle på sin egen berettigelse. Vi har alle en stemme, der har ret til at blive hørt. Så længe det er ærligt, vil det altid finde frem til de hjerter, der er klar til at modtage. Det er ikke kvantiteten, men kvaliteten, der er det væsentlige. At man har turdet at leve, som den man er.

 

 

 

 

 

 

 

Fra Sannes dagbog:

22. juni, 2015

Jeg vågnede ved regnen, alt var gråt, det var dejligt, kender I det?

Jeg har i dag ikke haft et dårligt øjeblik. Alting har været noget jeg har nydt. Det er som om, at jeg har virkelig meget at fortælle, men jeg kan ikke helt finde hoved og hale i det. Jeg mister mit hår om et øjeblik, jeg stod under bruseren, havde lidt travlt, skyndte mig med shampooen, og pludselig var hånden fuld af hår, skrækken jog igennem mig, jeg stoppede min hårvask, skyllede mig, gik ud og duppede ganske forsigtigt mit hoved tørt. Orker ikke at det falder af nu, skal til afslutning med 9. Klasse i morgen, og vil gerne bare lige se normal ud en enkelt dag mere.

Jeg ønsker mig noget. Jeg har et ønske. Jeg vil gerne have et år. Et år hvor jeg har det godt. Jeg vil gerne tage hver årstid ind, hver stund, og glædes med min familie.

Jeg tager nuet ind. Som et åndedrag. Tænk at ønske sig 365 dage, tænk, at jeg den 15. April, troede at jeg havde et uendeligt antal dage, at jeg skulle se mine piger blive studenter, Dan og jeg havde jo aftalt at vi skulle være sådan nogle irriterende forældre, der skulle trylle, når Astrid kom med klassen og skulle spise jordbær og drikke øl.

Jeg vil have et år mere. Med Dan, med børnene, med jer.

Sanne døde d. 20 juni 2016

 

 

Stilhed

Rummets toner stiger op

finder vejen mod min krop

og vi danser tæt igen

og vi mister pusten

kan du høre græsset gro

falder hjertet mon til ro

rummets toner i min krop

inderst inde stiger op

kære stilhed vennen min

gi mig plads -ta mig hjem

som et favntag vennen min

sænker sig -mørke hold mig

 

I dag spillede jeg til begravelsen af et barn…

I dag spillede jeg til begravelsen af et barn. Solen er så rød mor. Det var en smuk begravelse og samtidig meget, meget trist. Sætter tingene i perspektiv.  Livet er lige her, indeni og foran mig. Gid jeg kunne vise det nok taknemmelighed for at ære dem, der drager herfra før os. Huske at leve mens jeg kan. Undre mig som barnet, der spørger mor ved sengetide. Sanse og mærke. Lytte.

Her “Solen er så rød mor” i vaskekælderen, (klangen er fin der) med alle de sitrende tanker og fornemmelser stadig i kroppen.

 

Koncertforedrag -EneRum

Nu kan jeg også bookes med vægt på det talte ord! Jeg glæder mig….

EneRum

Koncertforedrag med sanger, musiker og komponist Sara Grabow

Sara spiller sange fra sit seneste album og fortæller om at finde sin egen stemme, i en tid hvor vi hele tiden er “på”. Hver dag får de fleste af os indtryk og impulser nok til flere måneder! Vi spejler os i en masse andre mennesker, men vi glemmer at fordøje indtrykkene. Ved hjælp af musikken kan vi finde roen og fordybelsen til at finde vores egen stemme, når støjen har lagt sig.

“Jeg bruger rummets klang som afsæt for min undren. Når jeg lytter til min egen stemme i et rum, klinger det forskelligt afhængig af rummet. At give mig selv tid til at mærke og at lytte til lyden, der klinger i rummet, skaber en helende, meditativ stemning…”

Sara fortæller om sin egen rejse de seneste par år. Om præstationsangst, om at gøre sig fri af andres forventninger, om det at være Sebastians datter, men selv definere sin egen succes, og om at rejse ind kirkerum og andre smukke klangrum.

Sara fortæller om det at skrive sange, og hvordan fordybelsen og roen var med til at sætte skub i sangskrivning efter lang tids skriveblokering. Publikum inviteres med ind i sangene på enkelte melodier, og er med til at skabe lyden sammen med Sara i et lyttende og magisk rum.

Sara Grabow er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium København 2005. Har bl.a. medvirket i teaterkoncerterne ”Come Together”, ”Beach Boys Teaterkoncert” og ”Cirkus Fantastica”. Har 6 udgivelser bag sig senest EneRum optaget i Esrum Kloster.

Foredrag med Sara Grabow booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Av min audition!

I dag var jeg til audition på en musical. Jeg har ikke været til sådan noget før, og jeg havde faktisk glædet mig til endelig at prøve det, som mange andre i branchen jævnligt udsættes for.

Jeg ku godt lide materialet. Jeg ku godt se mig selv i rollen (omend jeg er en smule gammel, men hva…sidst jeg lavede musical i Jordens Søjler spillede jeg én på 14!) Og vigtigst: jeg kan mærke det kribler lidt i mit teaterblod!

Men wow sikke en øv-fornemmelse jeg gik hjem med bagefter!!

Her lidt fra min oplevelse:

Jeg kommer ind i et lokale med en håndfuld unge piger. Nogle er fra Sverige. En har en trøje, hvor der står musical-akadamiet. Energien er temmelig anspændt. En tynd væg deler dette lokale og selve audition-rummet, og det går hurtigt op for mig, at alt kan høres igennem væggen. En kvindestemme forsøger forgæves at ramme en meget høj tone i fuldregister, og nogle mandstemmer kommer med efterfølgende guidance. Det hele hørbart for os ventende. Jeg konstaterer i mit stille sind: Ok, jeg kommer til at synge for for et panel OG dem i venteværelset! Jeg slår mig afventende ned i en sofa. En smuk, svensk pige er på vej ud. Jeg spørger, om hun kunne sin tekst udenad. Hun kigger forvirret og uforstående på mig. “I’m sorry I dont understand…”. Jeg prøver på engelsk “did you sing it by heart?” hun svarede igen uforstående, og jeg prøver at mime et papir foran mig. “Oh I did the show already in Malmø -I know it!” Hun tager mig intenst på låret, idet hun undskylder sin forvirrethed. Hun smutter med en kollega. De skal nå et fly hjem til Stockholm.

Jeg blir kaldt ind.

Et tilsyneladende træt audition-panel kommer til syne. Instruktøren er en høj, engelsktalende, ældre herre. Kunstnertørklæde og hat kind-of-type. Jeg gir hånd, det er vist ikke normalt. Den er klam og kraftesløs. Han kigger lidt irriteret: “Who are you? We have nothing on you. There’s nothing in my papers about you.”

Jeg blir lidt paf. Jeg er da blevet spurgt, om jeg ville komme?! Nogen må da vide noget. Jeg får fremstammet “My name is Sara… I’m 38…” På famlende, nervøst engelsk, får jeg sagt noget om teaterkoncerter og Nikolaj Cederholm. Han kigger tomt på mig. En kæk repetitør holder humøret oppe, og slår den første sang an. Jeg synger. Jeg glemmer teksten. Det er ubehageligt. “Its my first audition. I’m a bit nervous”… “You’re doing good,“ siger en fyr opmuntrende. Han tilføjer på dansk: “Tænk ikke på teksten”.

Efter jeg har sunget, kigger den samme fyr lidt undersøgende på mig. Gider du at gøre det igen…? Og kan du prøvet at stå stille. Du hopper sådan lidt. Og så glide lidt mere på tonerne i enderne. Ikke hakke.

Jeg prøver at stå stille. Og glide.

Jeg synger en sang mere. De siger ikke noget. Jeg spørger “Var det det?” En lille pause. En siger “Ja tak.” Jeg lunter lidt forvirret ud af lokalet. I venteværelset er flere nye kommet til.

Jeg tager min jakke og min taske. Jeg siger farvel og tak for i dag. Ud i rummet.

Jeg føler mig trist. Tristheden hænger ved mig endnu. En dårlig smag i munden. Noget med formen. Auditionformen. Hvilken slags forestillinger gir det?

Og så spørger jeg mig selv, om musicalformen defineres af et meget højt og gerne skingert fuldregisterudbrud? Det tror jeg næsten, efter at have været vidne til 4 kvinders insisterende lyd gennem en tynd pap-væg.