Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Cras sollicitudin, tellus vitae condimentum egestas, libero dolor auctor tellus, eu consectetur neque.

Press enter to begin your search

Læs min kronik om kirkerum fra Kristelig Dagblad her :)

Sara Grabow / Kirkerum  / Læs min kronik om kirkerum fra Kristelig Dagblad her :)

Læs min kronik om kirkerum fra Kristelig Dagblad her :)

I maj måned vågnede jeg en meget tidlig morgen med en lysende overskrift på nethinden. Klokken var 5 og jeg gik straks igang med at skrive. En uge efter var min kronik i Kristelig Dagblad…


Kirkerum fortjener respektfuld og harmonisk lydoplevelse

Skribenten er musiker, og har en bøn til landets kirker om, at de bringer musik og nye tiltag ind i kirken med omtanke

Jeg har i forbindelse med mine mange optrædender rundt omkring i landets kirker talt med et hav af præster, menighedsråd, organister, kirkesangere, kirketjenere og gravere. Jeg får en samlet oplevelse af vemod over tomme kirkerum og et stort ønske om fornyelse i den danske folkekirke.

Som barn var mine første oplevelser i og af kirkerummet og dets ritualer katastrofale. Der var ingen magi. En præst talte monotont ord, jeg ikke forstod. Et orgel spillede for højt med tydelige kiksere. En kirkesanger, der sang falsk med et vedblivende selvhøjtideligt udtryk. Rummet lidt koldt og klamt med en svag lugt af råd. Al denne disharmoni, uden at nogen løftede et øjenbryn.

Derimod forsøgte folk at skjule deres uro, små rastløse ryk på de hårde bænke, mange skævede til klokken, tænkte tydeligvis på alt muligt andet. Hvorfor skal vi være her? tænkte jeg. Hvad er det for en sær foranstaltning?

Senere i livet på særlige festdage blomstrede kirkerummene op for mig. Bryllupper og dåb iklædte væggene en imaginær blomsterpragt, lidt fornyet ilt. Og til begravelserne bidrog folks medbragte sorg til den højtidelighed, der klinger så godt med rummet. Det gav mening. Eller mere mening. På en sådan dag virkede det, som om præstens ord fik liv, fik de kurver og udsving, der gør, at øret griber fat. Et lydhørt fællesrum skabtes.

Jeg prøvede intenst at forstå salmerne. Prøvede at lukke orglets hylen og stemmernes halten efter lidt ude. Melodierne var svære. Godt, den var så lang, så kunne jeg da nå at lære den. Henimod slutningen var melodien så småt på plads. Men teksten… Min hjerne opgav at forstå budskabet.

Måske kunne jeg i stedet opleve teksten og melodien med hjertet, tage det ind uden den mentale analyse. Lade mig henføre i det kristne budskab. Men nej.

Det slog mig: Der er for få pauser. For lidt musikalitet. Ikke naturlig eftertænksomhedstid omkring ord og toner. Ikke tid til at synke det overvældende symbolsprog.

Konklusion: Det kræver en grundig og lang indføring i tekster og melodier at føle sig tilpas i den danske gudstjeneste.

Jeg følte mig uintelligent, dum, ikke værdig. Det resulterede i den gængse opfattelse: Det er kedeligt at gå i kirke! Det lød bedre.

I 2013 gik jeg ind i Stavanger Domkirke. Jeg havde lidt tid at slå ihjel. Jeg åbnede døren, tog et skridt over tærskelen, trådte ind i rummet og med et strømmede tårerne ned af mine kinder. Lyset, hvælvingerne, et sug fra rummet trak mig ind. Jeg blev så inderligt berørt.

I dagevis besøgte jeg kirken, kiggede rundt på hvælvinger og symboler. En dag, da kirken var helt tom, begyndte jeg at synge. Enkle, lange toner. Jeg lyttede til rummets svar. Resonans. Kimen blev lagt til en dans med lydhørhed. Derfra undersøgte jeg kirkers akustik i ind- og udland.

Ikke mange kirker går jeg forbi – lyden skal lige testes. Langt de fleste koncerter, jeg spiller, er akustiske, jeg spiller og synger på kirkens lyd. Jeg bruger kirkerummets særegne akustik som medspiller. Det har indflydelse på, hvor jeg står i rummet og på mit sangvalg. Hver kirke er unik og fortjener en særlig opmærksomhed. Har kirken ikke meget klang, går jeg tættere på folk, eller vi samles i koret til en intim fællessang.

Der sker noget ubeskriveligt i det lydhøre musikalske kirkerum. Jeg har spillet for op til 400 mennesker akustisk. Ingen forstærkning, blot guitaren og min stemme. Publikum hægter sig på denne særlige koncentration i rummet, og så pludselig er vi der sammen – alle sammen! Og ingen kigger på klokken.

Det er dette fællesskab, jeg savner mere af, og som danskerne tydeligvis savner. Et fællesskab, som ikke er rundet af flere informationer og højere lyd, men af noget andet. Det stillerum, vi hver især kan skabe via egen praksis, kan forstærkes i kirkerummet, og med den rette musikalske indføling kan det kristne budskab resonere påny.

Musik er ikke bare toner i bevægelse. Det er også præstens pauser imellem ordene og dennes lydhørhed over for klang og stemning i hele rummet. Med musikalitet mener jeg ikke, at alle skal synge lige rent, jeg mener blot, at alle skal åbne ørerne, lytte ind, lytte efter fællestonen her og nu og ikke bare læse i manuskriptet og lukke alt andet ude. Gå fra individets kontrollerede snæversyn til et langt mere åbent og klangfuldt fælleskab.

Vi skal øve denne sans, høresansen, som er den første, der bliver os givet, og den sidste, der forlader kroppen, når vi dør. Vi øver den ved også at synge pianissimo. Vi øver den ved at gradbøje stilheden.

Jeg har spillet forstærket i kirkerum. Præster med headsets og jeg selv låst fast bag en mur af mikrofoner, højttalere og forstærkere. Jeg ved, det er det gængse, når man skal have en ”rigtig” rytmisk koncert i kirkerummet, men for mig er det langtfra optimalt. Jeg har kæmpet med lydmænd, som blot synes kirkerummets klang er en irriterende hindring.

Resultatet er, at musikken skrues unødigt op, og ikke blot har jeg mikrofoner og forstærkere imellem mig og publikum, men jeg har også en helt anden persons smagsfilter —lydmandens, at skulle trænge igennem.

Jeg er med på, at der er brug for nye tiltag i kirkerummet, men min bøn er, at det må være med ønsket om fordybelse, lydhørhed og nærvær frem for at presse mere elektronik ind og skrue op for lyden.

Kirkerne skal gå pausens vej, mener jeg. Men pausen er også magiens vej, hvis vi tør åbne for alt det, der sker i stilhedens rum. Ord og toner skal lede et sted hen – til stilheden. Til freden i hjertet, der hvor resonansen klinger af og finder hvile.

Sara Grabow er musiker.

Sara Grabow

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.