Sara Grabow har samlet et band med sine yndlingsmusikere og synger en bred palette af sange, hun har komponeret de sidste 20 år. Sange fra hjertet om modløshed, fordybelse, kærlighed og længsel. Ærligt, enkelt og rørende, men også livligt, rytmisk og legende som Grabow selv; en energisk opdagelsesrejsende der løbende udforsker klangrum og følelsesliv i ind og udland. Ind i mellem sangene fortæller Sara anekdoter fra et vildt liv i musikken med alt hvad en lydbølge indebærer af op og nedture. Bl.a. spilles Blomsterkransebrud, sangen om skilsmisse, udgivet i Højskolesangbogen 2019, som mange efterskoler og højskoler har taget særligt til sig. Med sig har Sara guitarist og producer Martine Madsen, bassist Andreas Kaehne og trommeslager Mads Andersen.