ÅRENE GÅR
Åren går … dog er det som i et tog:
Vi går og årene forblir derude
som landskab bag ved denne rejses rude,
som solen klarer eller frost beslog.
Som alt sket ordner sig til rum: Det dér
blev eng, det træ, én ting hjalp til især
at danne himlen … sommerfugle flyver
og der er blomster til og intet lyver;
Forvandling er dog ikke løgn …
DEN TIENDE ELEGI
(Sidste fire linjer …den er laaang!)
(Tjek det!! Det´ vildt!)
…
Og vi som er vant til at tænke
På stigende lykke, må føle
En grebethed, om gør næsten
Bestyrtet, når lykke falder
I
Drag ånde, usynlige digt, i den fri
udveksling mellem det som er dig
og det rene verdensrum. Modvægt hvori
jeg rytmisk realiserer mig.
Eneste bølge hvis sagte
stigende hav jeg er;
sparsomste du af alle have, der rakte
mod rum som blir stadigt mer.
Hvor mange af disse rums steder var længst at finde
inde i mig. Mange vinde
er som min søn
Erkender du mig, du luft, som med mine steder har svævet?
Du, som om mine ord for længst har vævet
Blade og bark og en runding så grøn.
(SONETTERNE TIL ORFEUS II)
III
Se, guden kan. Hvem følger hans eksempel,
når hel han gennem lyrens strenge går?
Vort sind er delt. På hjertets korsvej står
der aldrig for Apollon noget tempel.
Den sang, du lærer os, er ren og uden
begær og bøn om det håndgribelige.
Thi sang er liv. Og leves let af guden.
Når lever vi? Hvornår vil han forlige
vort liv med Jord og stjerner, nat og dag?
Tro ikke, at du elsker, om din stemme
end støder munden op, nej lær at glemme
du, yngling, at du sang. Det slettes ud.
Den sande syngen er et åndedrag,
som intet vil. En vind. Et pust i Gud
(SONETTERNE TIL ORFEUS I)
OMTRENT ALT VINKER: FØL OS
Omtrent alt vinker: føl os; vinden i
hver drejning hvisker mildt: husk dét igen!
En dag, som vi gik fremmede forbi,
beslutter sig til gave siden hen.
Hvem gør vor sande vinding op til sidst?
Hvem skiller os fra de forgangne år?
Vi følte, at det ene kun forstår
sig i det andet, og har altid vidst,
at ligegyldigt kun ved os får varme.
O hus, engskråning, aftenlys, du får
et ansigt næsten, pludselig og står
og favner os, selv holdt i vore arme.
Igennem alle væsner går ét rum:
den indre verdens. Fuglen flyver stum
igennem os. Jeg, som vil gro, ser ud
og i mig skyder træet friske skud.
Jeg ængstes og i mig står huset stillet.
Jeg vogter mig: i mig går vagten ind.
Elskede, som jeg blev: det skabtes billed
har hvilet og grædt ud ved dette sind.