Fejlagtigt har jeg troet, at jeg skulle finde mig en musiker-kæreste. Ræsonnementet var således dengang: Musik er noget af den fornemste kunst, der findes. Musik kombinerer fornemmelse for rytme med rum, træner sensibilitet og lydhørhed, leger med forskellige bevidsthedsplaner så let som ingenting, sanser og beruser, beroliger og beliver.
Ergo: Musikalske mennesker måtte være tættere på en eller anden form for sandhed, besidde en visdom, som var rar og givende for mennesker omkring…
Jeg har beskæftiget mig med musikalske mennesker i 44 år. Og jeg har haft den til tider grusomme (mis)fornøjelse at være i rum med musikalske mig lige så længe. Og nu tror jeg endelig tiøren er faldet: Hvor rigtig ovenstående beskrivelse af musikkens egenskaber end er, synes det ikke nødvendigvis synonymt med mennesket hvori den har taget bolig.
De mest musikalske mennesker kan være grådige og grimme, udspekulerede og egenkærlige. Præcis som alle andre.
Musikken er til inspiration. Ligesom alle andre kreative beskæftigelser mennesket kan udføre. Den harmonisøgende kreativitet, der i al sin vildskab lærer mennesket at give slip og have tillid.
Så jeg tænker… Den fornemme opgave er at tage denne smukke kundskab og anden lignende kreativitet, af eget eller andres talent og lære af den. Lære at være menneske. At være til. På en harmonisk, tillidsfuld og ikke klæbende måde. At have musikken i blodet så at sige har intet med denne på alle måder overordnede vigtigste kundskab at gøre; Det at kunne omsætte de kreative kilders inspiration til ægte nærvær, ansvarlighed og kærlig (med)menneskelighed. Se DET er noget en kæreste gerne må besidde…(og de fleste er vel nogens kæreste før eller siden).
Ja menneskers inderste kerne er forskellige også den rygsæk de bærer rundt på. Jeg er som dig, vokset op med en kendt musikalsk far der også er forsanger. The lollipops. At blive bedraget af de masker folk bærer , når de vil sole sig i andres succes, eller udnytte popularitetens væsen i et grådigt begær der driver dem, har ikke meget med musikkens dybeste væsen at gøre. Jeg har selv lavet som dig, en del musik, men netop den ” prostitution” som er bagsiden af den musiske opfattelse af sucess, har oftest gjort at jeg i lange perioder helt mistede lysten til at skabe musik. Det er en skyggedans, om at holde hjertet åbent og ikke lade sig forblænde af jagten på sucess. Passion er en ting, begær en anden… og kærligheden farer hurtigt vildt, når vi bliver ” blinde” og fortæller os selv historier om, At kærlighed og sucess udspringer af evnen til at levere og præstere. Vi forveksler det med anerkendelse. Vi må turde smide maskerne og nøgent bevæge os i verden, som uskylden barn modtagelige og åbne, let i hjertet…. så det møder genklang og finder de rette partnere. Dem som drives af noget større end penge og popularitetens ubarmhjertighed, dem ( der er musikkens dybeste kerne) og ikke rampelysets mestre.
Kære Xamguccina,
Tak for din kommentar. Ja – jeg er helt enig!♥️
Det er godt at reflektere lidt over de kår musikken har haft og stadig har. Lad os vise skrøbelighed og ydmyghed og vide, at det hele er en del af et meget større musikværk.
Kh Sara