Forfatter: Sara Grabow

Fejlagtigt har jeg troet, at jeg skulle finde mig en musiker-kæreste. Ræsonnementet var således dengang: Musik er noget af den fornemste kunst, der findes. Musik kombinerer fornemmelse for rytme med rum, træner sensibilitet og lydhørhed, leger med forskellige bevidsthedsplaner så let som ingenting, sanser og beruser, beroliger og beliver.

Ergo: Musikalske mennesker måtte være tættere på en eller anden form for sandhed, besidde en visdom, som var rar og givende for mennesker omkring…

Jeg har beskæftiget mig med musikalske mennesker i 44 år. Og jeg har haft den til tider grusomme (mis)fornøjelse at være i rum med musikalske mig lige så længe. Og nu tror jeg endelig tiøren er faldet: Hvor rigtig ovenstående beskrivelse af musikkens egenskaber end er, synes det ikke nødvendigvis synonymt med mennesket hvori den har taget bolig.

De mest musikalske mennesker kan være grådige og grimme, udspekulerede og egenkærlige. Præcis som alle andre.

Musikken er til inspiration. Ligesom alle andre kreative beskæftigelser mennesket kan udføre. Den harmonisøgende kreativitet, der i al sin vildskab lærer mennesket at give slip og have tillid. 

Så jeg tænker… Den fornemme opgave er at tage denne smukke kundskab og anden lignende kreativitet, af eget eller andres talent og lære af den. Lære at være menneske. At være til. På en harmonisk, tillidsfuld og ikke klæbende måde. At have musikken i blodet så at sige har intet med denne på alle måder overordnede vigtigste kundskab at gøre; Det at kunne omsætte de kreative kilders inspiration til ægte nærvær, ansvarlighed og kærlig (med)menneskelighed. Se DET er noget en kæreste gerne må besidde…(og de fleste er vel nogens kæreste før eller siden).

Slår man “arbejde” op i den danske ordbog, finder man under første beskrivelse af ordet følgende:

..fysisk eller åndelig virksomhed som man udøver for at frembringe eller opnå noget…

Jeg læser videre i ordbogen, at ordet er af en indo-europæisk stamme, der betyder forældreløs.

Forældreløs… hmm. Arbejde. Jeg sætter mig ved computeren for første gang i lang tid for at skrive et indlæg. Et budskab til jer derude. Tankerne her til morgen kredser om mit ambivalente forhold til arbejde.

Jeg er vokset op i en familie hvor arbejde var noget ganske andet end hos de fleste andre. Musik, kunst, eftertænksomhed. Det kom der brød på bordet af. Men… var det nu også et rigtigt arbejde?

Om morgenen tøffede min far i tøfler til køkkenet, hentede kaffe i en kop og bevægede sig mod studiet. Min far er faktisk noget af det mest rutinemæssige og punktlige man kan forestille sig. Han formåede at ramme kreativiteten ind. Det gør han stadig den dag i dag.

Min mor arbejdede som tegnelærer, lavede grafik, gik på akademiet under Poul Gernes og lavede spændende udsmykningsopgaver bl.a. i Herstedvester fængsel. Men… var det nu også et rigtigt arbejde?

Arbejde er i min barndom blevet reflekteret, som noget man måtte gøre fordi man var åndeligt drevet til det. Under påskud af, at der skulle tjenes penge. Og så krydsede man fingrene for at det hele nok skulle gå.

Jeg skal arbejde, siger jeg til ungerne om aftenen, når jeg cutter deres putning af. Og de mærker med deres brillante indfølingsevne, at jeg ikke rigtig mener det der med arbejde, og så plager de indtil jeg giver efter og læser lidt mere.

Men hvorfor er det, at jeg ikke rigtig kan tro på, at mit arbejde er et arbejde?

Jeg er min egen chef. Jeg har ikke en, der forventer et stykke arbejde klar i morgen. Jeg har til gengæld et publikum, der ikke dukker op igen, hvis koncerten jeg spiller ikke behager dem. Men jeg spiller jo fordi jeg har lyst. Fordi det er den bedste følelse i verden at være sammen i et musikalsk og harmonisk vibrerende rum. Kan det så kaldes et arbejde?

Jeg er glad for den først beskrivelse af ordet arbejde i ordbogen:

..fysisk eller åndelig virksomhed som man udøver for at frembringe eller opnå noget…

Mit arbejde er en åndelig virksomhed, som jeg ikke kan slippe. På en måde arbejder jeg hele tiden. Jeg arbejder med min personlige udvikling, for at blive bedre til at være i verden. Og til det bruger jeg musikken, forældreskabet, relationerne og nysgerrigheden. Jeg vil gerne opnå så meget som muligt, fordi det er så spændende at være i verden! Jeg vil studere, synge og danse, være med folk, rumme og elske. Det er mit arbejde. Et forældreløst arbejde. Fordi det er mit eget ansvar at leve. Mit liv. Mit arbejde.

Mange gange i løbet af en dag kommer der sætninger ind i mit hovede, som folk engang har sagt til mig. Sætninger som jeg dengang bed mærke i, som vender tilbage til mit sind igen og igen. På denne måde har jeg dagligt mange mennesker inde på livet, også selvom jeg ikke har set dem i årevis. Tit er sætningerne og menneskerne forbundet med en genstand. F.eks. Tænker jeg på Martine, når jeg griber ud efter min krukke med havregryn. Martine sagde engang, da vi i Sangskatten talte om hvornår noget var kønsløst eller ligegyldigt, at det var ligesom havregrød uden salt. “Det smager jo bare virkelig kedeligt!” Og det tænkte jeg meget over. Og reflekterede over betydningen af salt. Måske også i betydningen af livets salt og hvad det er for noget… 

Men her til morgen er det en anden sætning, som trænger igennem. “Nogle gange Sara… skal man bare vegetere lidt”. Ordene kom fra Bjørn Fjæstads mund i den tid, hvor jeg vikarierede for Marie Key i Rytteriet. Det var Genopsætning af Rytteriet II, og der lå en stor portion træthed over hele produktionen, og forestillingen skulle endda på turné!  Jeg var lige blevet skilt, ret så rundforvirret og fuld af spilop og forventning over at være med. Jeg forsøgte at overtale folk til at drikke øl og feste med mig, og venlige sjæle skålede med mig en enkelt gang, inden de fortrak til hotelværelset. Det var her de gyldne ord faldt fra den vise Bjørn: “Nogle gange Sara… skal man bare vegetere lidt…” 

“Hvad betyder det?”, spurgte jeg. “Tja… det er sådan…At du f.eks. Ligger på din seng og kigger lidt… og så på et tidspunkt, går du op og henter dig et glas vand… og så lægger du dig tilbage i sengen igen”. Da han sagde det, kom der ligesom sådan en stor, forunderlig boble af fred omkring ham. Derefter svævede boblen med Bjørn mod værelset. Og sengen. Og vandet.

Tit er sætningerne noget visdom, jeg ikke umiddelbart forstår, og jeg elsker, at de bliver ved med at hjemsøge mig. Det med at vegetere var ikke-eksisterende i mit liv! Jeg var altid i gang med et eller andet, der i sidste ende kunne udløse en eller anden form for bekræftigelse. Det der med bare “at være -med et glas vand”. Det var uforståeligt. 

Men årene har kultiveret min forstand -jeg forstår det bedre nu. Jeg tror ikke helt jeg er ved Bjørnestadiet endnu, men jeg er på vej.

Jeg takker Bjørn og alle de andre, der med guld-i-mund har foreviget visdom. Den der hverdags-visdom. Jeg ELSKER det bare. Den der gror og vokser, stille og tålmodigt, som en vækst i sin bedste uforstyrrede natur. En dag er den blevet en fuldt udvokset plante, der kan synge visdommen videre til andre små spirer på rejse.

tegning: Thue Møller

Vi må rydde op i det indre, før vi kan rydde op i det ydre.

Guderne må vide, at der er brug for oprydning i blandt os. Alting bobler og syder. Som store bylder på jordens overflade træder sygdommen frem. Giver sig udslag i alt muligt. Naturen græder og mennesker flygter på kryds og tværs. Mennesker vil have kontrol. Mennesker vil bestemme over dyreriget og planteriget.

Vi taler og bruger sproget til at pege på uretfærdighed, vi vil høres, vi vil have en stemme, og samtidig tør vi ikke træde ud af flokken. Vi vil have den særlige, men korrekte stemme. Det er komplekst.

Vi udpeger og udskammer andre for selv at få cadeau, men samtidig er vi så skamfulde, angste og fordømmende overfor os selv.

Men nå ja… hænger de to ting ikke sammen? Når vi fordømmer og peger, er det så ikke netop et udtryk for vores eget forpinte indre.

Hvordan lærer vi at elske os selv? Hvordan får vi skabt en overensstemmelse mellem det landskab, vi siger vi gerne vil have, og hvordan det reelt udspiller sig foran os? For manglen på kærlighed til os selv sætter lys og lygter på alle andres fejl. Og så bliver verden fuld af fejl. Det er egentlig ikke det vi ønsker, men vi kan ikke lade være. Vi MÅ lige skabe et øjebliks fred indeni ved at kaste skylden og skammen ud… på andre.

Måske kan vi opbygge systemer for renhed. For oplysthed og ligestilling, men hvis vi stadig går rundt med et buldrende, sydende, selvhadende og konstant konkurrerende indre, er vi lige vidt. Vi måler og vejer os med hinanden, samtidig med at vi tilslutter os samhørighedsgrupper, der skulle bakke hinanden op. Det bliver urent. En dobbelt energi, der skaber forvirring.

Vi må rydde op i vores indre før vi  kan udrette noget rent, klart og kærligt.

Musikken lyver aldrig. Du kan godt få en hel musikbranche til at “hype” over noget for en tid, men hvis det ikke har den fornødne klangbund, så dør det ud. Musikken lyver aldrig! Hvor har vi dog forsøgt mange gange på at skabe et hit f.eks. ved at forkorte verset, så omkvædet kom inden for det første minut eller ved at ramme et tempo, de fleste andre sange på radiokanalen var i. Og for hvad? For penge.! Og for at egoet kunne få sin altid eftersøgte anerkendelse. “Jeg er bedre end dig!”.

Men musikken vil ikke være med til det. Magien forsvinder simpelthen, når vi forsøger at regne den ud. Når vi forsøger at fremstå på en -for egoet- ophøjet måde, forsøger at optjene magt og ussel mammon frem for kærlighed.

Er det ikke genialt?! Musikken dør ud, hvis den ikke tjener kærligheden!

Lad os lytte til tonerne, melodierne, pauserne imellem tonerne. Taler de til os? Til kroppen? Til følelserne? Eller tænker vi os frem til, at dette nok skal give en bestemt følelse… For det siger alle de andre. 

Lad os starte med at berolige og nænsomt værne om vores egen lyd. Hver især. Lad alt det andet ligge for en stund.

Hvor er musikken indeni “mig”?

Hvordan lyder det, hvis jeg resonerer med mig selv?

Min mundhule er et hulrum, der kan skabe lyd. Hele min krop kan vibrere. Jeg er en forstærker af lyd. Hvis jeg kan skabe de bedste forhold for egen resonans…Mærke hvordan jeg i mig selv skaber musik, så kan jeg skabe de smukkeste lydbilleder sammen med andre.

Så kan det igen blive til “os”

Skabe landskaber ude i verden der emmer af musikalitet. Som er skabt til at mennesker, dyr og planter kan nyde og elske hinanden.

Musikken lyver aldrig!