Mange gange i løbet af en dag kommer der sætninger ind i mit hovede, som folk engang har sagt til mig. Sætninger som jeg dengang bed mærke i, som vender tilbage til mit sind igen og igen. På denne måde har jeg dagligt mange mennesker inde på livet, også selvom jeg ikke har set dem i årevis. Tit er sætningerne og menneskerne forbundet med en genstand. F.eks. Tænker jeg på Martine, når jeg griber ud efter min krukke med havregryn. Martine sagde engang, da vi i Sangskatten talte om hvornår noget var kønsløst eller ligegyldigt, at det var ligesom havregrød uden salt. “Det smager jo bare virkelig kedeligt!” Og det tænkte jeg meget over. Og reflekterede over betydningen af salt. Måske også i betydningen af livets salt og hvad det er for noget…
Men her til morgen er det en anden sætning, som trænger igennem. “Nogle gange Sara… skal man bare vegetere lidt”. Ordene kom fra Bjørn Fjæstads mund i den tid, hvor jeg vikarierede for Marie Key i Rytteriet. Det var Genopsætning af Rytteriet II, og der lå en stor portion træthed over hele produktionen, og forestillingen skulle endda på turné! Jeg var lige blevet skilt, ret så rundforvirret og fuld af spilop og forventning over at være med. Jeg forsøgte at overtale folk til at drikke øl og feste med mig, og venlige sjæle skålede med mig en enkelt gang, inden de fortrak til hotelværelset. Det var her de gyldne ord faldt fra den vise Bjørn: “Nogle gange Sara… skal man bare vegetere lidt…”
“Hvad betyder det?”, spurgte jeg. “Tja… det er sådan…At du f.eks. Ligger på din seng og kigger lidt… og så på et tidspunkt, går du op og henter dig et glas vand… og så lægger du dig tilbage i sengen igen”. Da han sagde det, kom der ligesom sådan en stor, forunderlig boble af fred omkring ham. Derefter svævede boblen med Bjørn mod værelset. Og sengen. Og vandet.
Tit er sætningerne noget visdom, jeg ikke umiddelbart forstår, og jeg elsker, at de bliver ved med at hjemsøge mig. Det med at vegetere var ikke-eksisterende i mit liv! Jeg var altid i gang med et eller andet, der i sidste ende kunne udløse en eller anden form for bekræftigelse. Det der med bare “at være -med et glas vand”. Det var uforståeligt.
Men årene har kultiveret min forstand -jeg forstår det bedre nu. Jeg tror ikke helt jeg er ved Bjørnestadiet endnu, men jeg er på vej.
Jeg takker Bjørn og alle de andre, der med guld-i-mund har foreviget visdom. Den der hverdags-visdom. Jeg ELSKER det bare. Den der gror og vokser, stille og tålmodigt, som en vækst i sin bedste uforstyrrede natur. En dag er den blevet en fuldt udvokset plante, der kan synge visdommen videre til andre små spirer på rejse.
tegning: Thue Møller