I dag var jeg til audition på en musical. Jeg har ikke været til sådan noget før, og jeg havde faktisk glædet mig til endelig at prøve det, som mange andre i branchen jævnligt udsættes for.
Jeg ku godt lide materialet. Jeg ku godt se mig selv i rollen (omend jeg er en smule gammel, men hva…sidst jeg lavede musical i Jordens Søjler spillede jeg én på 14!) Og vigtigst: jeg kan mærke det kribler lidt i mit teaterblod!
Men wow sikke en øv-fornemmelse jeg gik hjem med bagefter!!
Her lidt fra min oplevelse:
Jeg kommer ind i et lokale med en håndfuld unge piger. Nogle er fra Sverige. En har en trøje, hvor der står musical-akadamiet. Energien er temmelig anspændt. En tynd væg deler dette lokale og selve audition-rummet, og det går hurtigt op for mig, at alt kan høres igennem væggen. En kvindestemme forsøger forgæves at ramme en meget høj tone i fuldregister, og nogle mandstemmer kommer med efterfølgende guidance. Det hele hørbart for os ventende. Jeg konstaterer i mit stille sind: Ok, jeg kommer til at synge for for et panel OG dem i venteværelset! Jeg slår mig afventende ned i en sofa. En smuk, svensk pige er på vej ud. Jeg spørger, om hun kunne sin tekst udenad. Hun kigger forvirret og uforstående på mig. “I’m sorry I dont understand…”. Jeg prøver på engelsk “did you sing it by heart?” hun svarede igen uforstående, og jeg prøver at mime et papir foran mig. “Oh I did the show already in Malmø -I know it!” Hun tager mig intenst på låret, idet hun undskylder sin forvirrethed. Hun smutter med en kollega. De skal nå et fly hjem til Stockholm.
Jeg blir kaldt ind.
Et tilsyneladende træt audition-panel kommer til syne. Instruktøren er en høj, engelsktalende, ældre herre. Kunstnertørklæde og hat kind-of-type. Jeg gir hånd, det er vist ikke normalt. Den er klam og kraftesløs. Han kigger lidt irriteret: “Who are you? We have nothing on you. There’s nothing in my papers about you.”
Jeg blir lidt paf. Jeg er da blevet spurgt, om jeg ville komme?! Nogen må da vide noget. Jeg får fremstammet “My name is Sara… I’m 38…” På famlende, nervøst engelsk, får jeg sagt noget om teaterkoncerter og Nikolaj Cederholm. Han kigger tomt på mig. En kæk repetitør holder humøret oppe, og slår den første sang an. Jeg synger. Jeg glemmer teksten. Det er ubehageligt. “Its my first audition. I’m a bit nervous”… “You’re doing good,“ siger en fyr opmuntrende. Han tilføjer på dansk: “Tænk ikke på teksten”.
Efter jeg har sunget, kigger den samme fyr lidt undersøgende på mig. Gider du at gøre det igen…? Og kan du prøvet at stå stille. Du hopper sådan lidt. Og så glide lidt mere på tonerne i enderne. Ikke hakke.
Jeg prøver at stå stille. Og glide.
Jeg synger en sang mere. De siger ikke noget. Jeg spørger “Var det det?” En lille pause. En siger “Ja tak.” Jeg lunter lidt forvirret ud af lokalet. I venteværelset er flere nye kommet til.
Jeg tager min jakke og min taske. Jeg siger farvel og tak for i dag. Ud i rummet.
Jeg føler mig trist. Tristheden hænger ved mig endnu. En dårlig smag i munden. Noget med formen. Auditionformen. Hvilken slags forestillinger gir det?
Og så spørger jeg mig selv, om musicalformen defineres af et meget højt og gerne skingert fuldregisterudbrud? Det tror jeg næsten, efter at have været vidne til 4 kvinders insisterende lyd gennem en tynd pap-væg.
