Highlights 2019: Da jeg sang i mumiegraven på Glyptoteket!

2019 har været et vildt år! Jeg er stadig en smule forundret og forpustet. Som startskud på de 12 hellige nætter (13-24 dec) vil jeg poste nogle highlights fra et magisk år, startende med dengang jeg lavede lydvandring på Glyptoteket. Herunder kan du se en video fra lydprøven til noget af det mest magiske jeg har oplevet i mit liv. Det havde længe været en drøm at få lov til at spille på Glyptoteket, og i maj måned fik jeg en bagdør ind på det berømmede museum v.h.a. af psykomotorisk uddannelse, som skulle arrangere et event på Glyptoteket. De ville ha mig til at lave en Lydvandring, så folk kunne få en musikalsk/krosplig sanseoplevelse.

Det var en GAVE. Tænk dig; Glyptotekets klingende sale uden snak og mumlen fra andre gæster… en stille forsamling, der fulgte musikken rundt og oplevede museumsværkerne med mit lydspor til. Fra romerske buster til den ægyptiske samling, der afsluttedes i graven… Det var fantastisk!

https://youtu.be/GWJRYC1jlwM

Lydvandring i Dyrehaven -lad os kramme nogle træer!

For en hel del år tilbage, da min rejse med kloge koner/vismænd (clairvoyante, healere, alkymister og hvem der nu eller har krydset min slingrende vej) var i sin spæde start, blev jeg på et tidspunkt spået, at jeg skulle gå med en gruppe mennesker ude i blandt nogle træer og synge! Jeg tænkte, at hun da var helt galt på den, og at det lød som noget jeg ALDRIG ville finde på. Så skønt som tiden kan spille disse små puds… Velkommen til min første Lydvandring i Guds frie natur!

https://www.facebook.com/events/306312730184252/

Tag med mig på en magisk Lydvandring i Dyrehaven. Vi besøger helligsteder, synger enkle cirkel-sange, jeg spiller lidt, taler lidt om stemmen i et åbent rum, og sammen vil vi åbne vores ører og lytte… til naturen… og til vores egen ydre og indre stemme.
 
Medbring drikkedunk, lille madpakke og notesblok.
 
Vi mødes ved broen ved Klampenborg station.
 
Vi går en GOD tur, så tag gode vandresko på!!:)
 
pris 100,-

Lydvandring

Lydvandring

-en kombination af koncert, fællessang, eftertanke og bevægelse i udvalgte rum.

Lydvandringen er til for at udvikle vores høresans. Når vi bliver mere opmærksomme på lyd og rummets akustiske indvirkning, lærer vi samtidig noget om vores egen fordybelsesevne. Vi undersøger hvordan lyd bevæger sig i rum både v.h.a. mine enkle kompositioner, men også ved fælles stemmebrug i lyd og bevidstheds-eksperimenter. Jeg fortæller anekdoter fra rummets egen historie, og det hele flettes sammen til en unik Lydvandring hvor væggene pludselig kan tale …og synge!

se mere under menupunktet

Vælg din Lydvandring

Lyd i Rundetårn!

Koncert & Lydvandring  8 april i Rundetårn!!!

Jeg har længe haft Gert Ørnbøl’s skønne billede “Forår i Rundetårn” hængende på væggen ved mit skrivebord. Gert gav mig nogle af sine billeder på postkort efter min første EneRum-koncert i Esrum Kloster. Jeg elsker det billede af foråret, der springer op igennem den magiske bygning. Der er noget med Rundetårn… Som barn fra landet navigerede vi altid efter Rundetårn i “det store København”. Det var så mystisk og sjovt at gå inde i tårnet. Det var ikke en udfordring at komme op, tårnet sugede mig op til toppen…Til udsigten over hvad der måtte være den største by i verden! Dengang tror jeg ikke, at jeg tænkte over lyden, men det kan være temmelig udfordrende at lytte til mange mennesker, der småsnakker og råber i Rundetårns sneglehusgang.

Til en enkelt stemme eller en samlet lyd er klangen i Rundetårns fantastisk! Og nu har jeg fået en helt utrolig mulighed…

På Stemmens Dag i Rundetårn d. 8 april, har jeg den ære at afslutte ballet med en Lydvandring!

Stemmens dag http://www.stemmensdag.info er et unikt samarbejde mellem fagfolk, foreninger og privatpersoner, der alle arbejder professionelt med stemmen.

Stemmens Dag slutter med en aftenkoncert i Bibliotekssalen. Først vil guitarist Mikkel Ploug spille “Sprogets Musik”, -han analyserer store politiske taler og laver dem til musik!. Dernæst vil jeg spille EneRums sange en 20 min. tid og tilsidst vil jeg dirigere en lydvandring med et tilhørende  lydeksperiment i Rundetårns sneglehus! Jeg håber, at de af jer med den mindste interesse i lyd og klang vil komme og deltage. Det kræver ingen forudsætninger. Blot nysgerrighed og ønsket om at lytte og gi’ det lyd man har!

Tusind tak til min ven og overtonelærer Skye Løfvander, som er medarrangør på dette fantastiske arrangement, og som har givet mig muligheden!

Det bliver vildt!!

Ja undskyld min begejstring, men det gør det virkelig!!!!

https://www.facebook.com/events/1512780982153518/